Hver og dag..

Så kom vi igennem den første fødselsdag, og i forhold til forventningspres til mig selv så vil jeg faktisk sige, at det gik fantastisk. På trods af, at man aldrig rigtig deltager selv, da man står i køkkenet, rydder af bordet, fylder op eller alle de andre ting, som man som vært skal gøre.


Kaias gave, fra far og mor endte med at blive dette fine tog. Så kan det blive familien Frausing Belkovs tradition istedet for det store lagkage bord, som ingen (taler jo stadig på Kaias vegne, da pigen ikke siger andet end "hej" endnu) af os kan lide.
Fødselsdagen blev dog fejret med ladkage alligevel. Og så sidder man der og tænker, at lige om lidt fylder hun også to år, og ingen af os ved hvor tiden blev af. Før jeg ved af det, sidder jeg som 30 årig, kroppen ude af trit, fordi man alligevel fik de 2½ barn, som statetikkerne siger. Man sidder i det pæne hus, i den middelstore by hvor der er gode uddannelsesmuligheder, men man fik aldrig rigtig selv taget dem. Man kigger i det ugeblad, som alle veninderne også holder, ellers har man jo ikke noget at snakke med dem om.
Åh, jeg tror jeg vil overbevise thomas om, at vi skal sælge huset og købe en sejlbåd og så sejler vi jorden rundt, med vores 1½ barn. Så jeg ikke lader mig overtage af samfundets og mit eget forventningspres.

En venten..

Er det mig, eller har man ikke en tendens til at gå og vente på at tingene sker? Man formår aldrig rigtigt at definere "ting", og dog er det det som vi bruger tiden på at spekulere over. Venter vi på at bedre omstændigheder skal komme vores vej, eller venter vi på bedre tider. Hvad med den lotto gevinst som vi går og savner med længsel? Jeg har besluttet mig for, ikke at lade mig overvinde af denne venten, og heller nyde de små øjeblikke hvor min tilværelse går i stå. Der hvor man føler at man lige tager et indre billed, stopper op og betragter. Hvorfor ikke elske, nyde, begære, værdsætte det som vi har og ikke gå og vente på det vi mangler.

Så nærmere projekt terrasse sin ende, og manden er ved at være færdig med at brygge i haven. Datteren var lige henne og inspicere resultatet og efter hendes udtryk og lyde at bedømme, vil jeg sige at den falder i god jord. Så er det næste spørgsmål bare, hvad det næste projekt skal være. Jeg tror ikke at man personlige handy-mand kan holde fingrene i ro. Men har vi virkelig brug for mere? Nu har han jo lavet tørre/gyngestativ, forhaven, renoveret huset, lagt nyt tag, delvis vandskuret huset hvidt, moderniseret udestuen, bygget stakit.. Han skal nok finde noget ..

Min første fødselsdag

Det er jo sådan set ikke min, men datterens, og hun er endnu ikke gammel nok til at udtrykke sine ønsker omkring sin fødselsdag. Så jeg er i de heldige omstændigheder, at jeg stadig ufortrødent kan bestemme, både indhold og ønsker. Jeg må sikkert mindes denne søde tid når Kaia bliver gammel nok til at sætte foden i jorden og selv bestemme.
Men lige nu er ordet mit, og det her er hvad der er kommet ud af det...
Så håber jeg at hun får det og bliver glad, på trods af farverne.

Brok on the Blog

Ja, jeg skal ikke brokke vel, vi har jo endelig fået sommer og sol. Jeg er bare ikke et menneske som kan finde glæden i at svede. Kan man tillade sig at rende rundt nøgen i haven sammen med sin datter, eller virker det for mærkeligt? Jeg må se om jeg ikke kan finde en nudist-strand, for jeg kan simpelthen ikke være i noget tøj, jeg sveder jo af at sidde ned..
Mine tanker går til kæresten som er på arbejde og er ved at pudse et hus i nærheden. Stakkels mand, bare han ikke får hedeslag!

Jeg er dybt afhængig ...

Af Sådan er fædre på DR2. Det er første gang jeg oplever et rigtigt skuldreklap til den "skabende" kvinde, udover vi kvinder indbyrdes. Selvfølgelig kan vi se os selv som Urkvinde og nikke anerkendende når vi konkluderer at vi er stærkere end mændene, men at mænd rent faktisk snakker åbent om det på fjernsyn, det er et skuldreklap som ikke engang Jokeren kan snakke med om.
Tak til DR2, og den moderne mand. Vi ses torsdag..

Sommerferie, eller hvad?

Så blev det endelige ferie, og vi havde været så heldige at låne os til et sommerhus på Fanø. Det var fantastisk at være afsted for første gang sammen med den lille familie. Vi var egentlig også heldige med vejret, bare ikke med mit helbred. Efter en weekend, som også er den mængde tid det tager for en kvinde rigtigt at slappe af, løber jeg ind i en overdøvende forkølelse. En af dem som jeg ikke er løbet ind i siden jeg blev gravid. Ydermere brændte fjernsynet sammen aftenen før, og der var ikke de mest behagelige sofaer i det lånte sommerhus, altså må jeg rive familien hjem efter tre døgn. Undskyld.

Nu sidder jeg hjemme i min behagelige senge, med et overforbrug af lommeletter, total opdateret på hjernedøde serier og ønsker mig tilbage til Fanø. Øv..

Men jeg vil undskylde med en tur i Odense Zoo, og håbe at familien kan finde sommerferie ro'en på trods af omstændighederne.

Forbandet forkølelse!

Findes denne delete knap?

Så er jeg en tur i Føtex, for sådan er livet for mig. Ja, jeg hedder Katrine og handler i Føtex. Der kommer et ungt par forbi mig henne omkring mejeri afdelingen, og jeg fanger ud af øjenkrogen at kvinden bærer på en lille bitte baby, sådan en som jeg også havde engang. Hun er så 9 mdr nu, og meget andet end en baby. Automatisk, helt uden eftertanke, siger jeg til mig selv at sådan en lille en vil jeg da gerne have igen. Sig mig en ting, hvordan kan man efter 23 timers veer, 5 timers smertehelved, 2 stive timers presveer, kan man ønske sig at gøre det igen. For slet ikke at tale om de 9 måneder som starter med kvalme og slutter med halsbrand. Fungerer det sådan, at der sidder en delete knap lige i slutningen af ens livmoder, sådan at babyen lige kan nå at slette al denne smerte inden vedkommende er uden for indflydelse? Hvis dette er gældende, så vil jeg gerne vide hvor jeg kan finde den. I visse tilfælde, såsom lørdag aften, kunne jeg godt have brug for at glemme hvordan livet uden barn var. Hvem har ikke lyst til ind imellem at være uforpligtet, uansvarlig og uanstændig?