torsdag den 2. oktober 2014

.. stikker af





Alt mens vi nyder de sidste solstråler af en varm start på efteråret, så er vi også ved at være klar på at stikke af. Vi har nemlig besluttet at dette års efterår skal beriges med en charterferie. Ikke noget vi rigtig har gjort før, men med en travl hverdag for begge forældre og en sommerferie i det danske farvand, så måtte det være på tide at udforske sydens sol. 

Efteråret er ellers en tid som jeg nyder, farverne er fantastiske og inspirerende. Luften (især når det IKKE regner) er frisk og indbyder til, at finde strik frem og tage på lange gåture, hvor man helt sikkert kan falde over en kastanje eller to. Og det er så svært at lade dem være. Som alle de andre farver i efterårets landskab, så er kastanjerne også imponerende i sin farve. 

Så når sydens sol er blevet udnyttet til fulde og min, så småt efterårskolde, krop er blevet gennemvarmet, så glæder jeg mig til, at tage hul på efteråret. Finde strikketøjet frem, tænde op i brændeovnen og trække uldtæppet godt op omkring sig og alt hvad efteråret ellers bringer med sig.

tirsdag den 15. juli 2014

Sejlerferie til Samsø

Vi har sat sejl og været bosat på vand i tre dage. Ligesom sidste år, så har vi sat kurs mod de danske øer, vi er endnu ikke blevet trætte af at udforske de små ø-samfund. Vi har haft en enkelt overnatning på Endelave, men målet var Samsø. Her er vi så nu og her er skønt. Selvom sejlturen herhen kunne føles lang, især børnene skulle være kreative for at få tiden til at gå. Men hvis man er så heldig at få en hornfisk på krogen, så kan der bruges uanet meget tid på at ae en lille fyr. Han var lille og derfor måtte han også ud igen, så aftensmaden i går stod ikke på fisk, men på pølser. Idag har vi foldet cyklerne ud og cyklet på de samsøske landeveje. Vidste i, at der ingen vejkryds eller rundkørsler er på Samsø. Det føles lidt som om man bare fortsætter ligeud konstant. 
På trods af den lange lige strækning, så endte vi i Nordbyen og byen emmer af idyl. Små bindingsværkshuse, smukt dekoreret døre og stokroser så langt øjet rækker. Jeg kunne nemt været gået i ring et par gange, uden at opdage det, for der er hele tiden noget nyt at lægge mærke til. I morgen er det Samsøs natur som skal udforskes.














onsdag den 9. juli 2014

Oversize mulepose

Jeg gik og manglede en slags rejsetaske, hvor der var god plads, uden at skulle slæbe kuffert med. Efter at have kigget blogs og pinterest igennem for inspiration - især Lines marapytta univers er fansinerende og inspirerende - besluttede jeg at lave en god gammeldags mulepose, med ekstra god plads. Jeg fandt noget fint lyserødt uldstof frem den anden dag og satte mig ved symaskinen. Den er tildels lavet ud fra Lines mulepose, men denne udgave har bund, for at give mere plads. Resultatet er tilfredsstillende og der er fint med plads. Nu glæder jeg mig til at tage den i brug, når jeg tager på mini ferie med en kære veninde - så må den stå sin prøve! 




mandag den 7. juli 2014

På tur på den fede måde

3/4 af familien er gået på sommerferie og trods det at familien ikke er samlet endnu, måtte det gerne føles lidt som ferie. Derfor drog pigerne og jeg afsted på tur. Ofte er det tæt på at være en investering, når familien tager på tur, da mange af de populære attraktioner for børn og forældre kan nå svimlende beløber. Så når man finder en lille niche, hvor det ikke handler om at få så mange penge ud af de besøgende som muligt, så er det med at nyde det. Det har vi fundet hos Nicolai for Børn i Kolding. I den hyggelige by, som Kolding er, ligger der en lille gård og mellem cafe og kunst finder man et hus i fire plan. Efter en entre på sølle 40 kr. pr. person bliver man taget rundt i et univers af farver. Kælderen rummer ikke blot garderobe, men også et rum fyldt med udklædning i alle afskygninger, prinsesser, konger, ridder, drager, løver og mange flere. Når eventyret har fået sin lykkelige slutning, og man begiver sig videre til stuen mødes man af et tumlerum af store proportioner, reb fra gulv til loft, bolde, kugler, snurretop. Når så de fysiske udfoldelser har nået sit maks og nysgerrigheden for, hvad de andre etager rummer, ikke kan holdes tilbage, er det næste syn man kommer i møde et rum fyldt med dingenoter og tingetang. Som oftest er der et tema i spil, som robotfabrik, slikplantage eller andet. Du kan til hver en tid bevæbne dine børn med en limpistol og vente spændt på resultatet mens der er kaffe ad libitum. Drømmesenarie! Mine er ikke gamle nok til at blive betroet med sådanne våben, men der kommer min barnlige sjæl til kort. Øverste etage rummer lidt af en drømmeverden, det ene rum dekoreret med birketræsgrene, hvidt stof, en sansegynge og bøger. I det andet rum er der bygget en hule, en af de huler som er fuldt med finurligheder, flere etager, mange huller og trapper at kravle på eller ud af. Når turen får sin ende, vil jeg mene, at både børn og forældre er mætte af indtryk. Fordybelse og kreativitet har været i højsædet og man har kunne mærke at der er lagt tanke bag hele huset. Her er plads og rum til at børn i alle aldre (specielt moren) kan blive udfordret, inspireret og underholdt. Et sted hvor det virkelig kun er fantasien som sætter grænserne.







søndag den 6. juli 2014

Her har i mig tilbage..

Livet har i lang tid handlet meget mere om det talte, end om det skrevne. Der har været umådelig mange ting at skulle tage stilling til og derfor har dagenes timer ikke syntes at være nok. Jeg har skiftet arbejdsplads - da min stilling
ophørte og fandt heldigvis noget nyt, som også skulle bundfælde sig. Vi købte hus som et investringsprojekt og er i fuld gang med at renovere, alt dette udover hverdagens generelle gøremål. Ikke desto mindre har bloggen puslet i mit baghoved og jeg har haft en fornemmelse af, at skriveriet nok skulle komme tilbage. Så her er jeg, med fornyet energi og overskud. Klar til at tage hul på et helt nyt kapitel af bloggen, som nok i første omgang og forhåbentligt vil blive fyldt med sommer, sol og skønhed.